Eid ferie i Oman

3.-7. november 2005

I Eid ferien var vi på tur til Oman med familierne Johansson (Susanne, Claus, Ann-Katrine og Mikkel) og Tindborg (Birgitte, Klaus, Caroline og Rasmus).

Vi startede hjemmefra torsdag morgen kl. 9 og kørte i tre 4-hjulstrækkere mod grænsen til Oman. Det skulle senere vise sig at der er forskel på sådan nogle køretøjer… vi har ”the urban model”.

At køre over grænsen til Oman er ikke at sammenligne med at køre over grænsen til Tyskland derhjemme! Det er en noget mere langstrakt affære og bestemt ikke for folk med hang til stress. Først skal man ud af Dubai og udfylde papirer og vise bilens indregistrering og forsikring, hvorefter man skal ind i en meget fin bygning som tilsyneladende kun tjener dette ene formål (turistinformationen var i hvert fald lukket). Først står man i kø ét sted for at finde ud af at det er forkert - hvorfor skulle man dog osse lave en poster med vejledning til dumme udlændinge???? Næste kø for at få skemaer med et stempel på til hver enkelt. Koster et eller andet beløb som jeg har glemt. Derefter udfylde skemaer med alle pasdetaljer og oplysning om formål med rejsen og hotel etc.. Ny kø for at aflevere skemaet – og det tog tid. Alt skulle skrives på computer og dét med én finger. Det er da osse svært at forstå, at det land man troede hed Tjekkoslovakiet nu hedder noget andet og hende foran i køen ikke lige vil acceptere at blive flyttet år tilbage i sit lands udvikling. Osse svært at oversætte alle de her navne til arabisk. Alt lykkedes og efter ca. 1½ time og det første toiletbesøg, hvor det var godt at have eget toiletpapir med, kunne vi køre videre. Pigerne var ikke vilde med de sanitære forhold – men de skulle blive værre.

Vejen til Nizwa inde midt i Oman fører gennem bjerge og ørken – et landskab, der er både smukt og goldt. Vi stoppede for at spise frokost i vejkanten og nød vores medbragte madpakker (nogen havde været forudseende at bage og medbringe kaffe– tak Susanne) i selskab med en kamel. Den var nu heldigvis på den anden side af et hegn, så vi kunne få gode nærbilleder uden at komme for tæt på. Så gik det ellers derudaf i fin stil indtil Nizwa, som vi nåede kl. 16, dvs. 7 timer efter afgangen hjemmefra. Hotel Falaj Daris ligger lige op til bjergene så vi havde en fin udsigt fra swimmingpoolen, som vi meget hurtigt fandt. På værelserne var der meget hensynsfuldt lagt et bedetæppe i skabet og en pil på skrivebordet viste vejen til Mekka. Det er åbenbart meget almindeligt i muslimske lande, det ved jeg så nu. Vi havde en hyggelig eftermiddag og aften med stor buffetmiddag og senere drinks på plænen foran værelserne..

Nizwa er berømt for at være en af de første byer, der tog islam til sig og har bl.a. fået tilnavnet ”City of Knowledge”, da der her er blevet uddannet mange islamiske lærde. Vi var i souq’en og se på Khanjars (krumknive), lerkrukker, sølv og meget andet. I et af værkstederne lavede en gammel mand sølvarbejder i duften af hvad, der viste sig at være lokalt produceret frankincense (=røgelse). Fortet var imponerende både i udseende og funktioner. Der var forsvarsværker med kanoner, lagerrum, hvor der bl.a. kunne oplagres dadler på måtter over et bord med tappehuller i, så siruppen kunne drænes fra. Den kunne så både spises og koges, så den kunne ældes ned på fjenden. Der var brønd og bibliotek, der var kanoner og kugler og en ualmindelig flot udsigt.

Fra Nizwa kørte vi videre mod Al Naseem – en teltlejr, hvor vi skulle bo tæt ved kysten for at se havskildpadder komme på land og lægge æg og næste morgen se nyudklækkede skildpadder myldre ud i vandet. Landskabet er utroligt flot og med mange kontraster – dog mest ørken og bjerge. Det med ørken fik vi set meget nær på. Der er forskellige vejtyper i Oman – én af dem er en såkaldt ”graded road”, som skulle være et spor gennem terrænet – altså et af dem der ikke flytter sig ustandselig som sporene gennem sandørkenen. Vi besluttede at prøve – de to andre biler havde kompas, så helt galt kunne det vel ikke gå. Det var så her vi fandt ud af at vores bil ikke er helt så terrængående som de andres – og vi måtte give op. Sporet var ikke helt så egnet til turistkørsel, som vi havde håbet, men med tre biler og nok benzin på bilerne og vand i dunkene kunne det ikke skade at prøve. Tilbage på vejen kunne vi så blot køre videre og nyde udsigten til bjerge i mange forskellige farver og strukturer og så pludselig se forskellen, da vi nåede Sur ved kysten. Herefter var der kun kort til Al Junais – skildpaddereservatet, hvor vi skulle bo i lejr et par nætter.

Lejren var rimeligt veludstyret med hytter af masonit dækket med palmeblade og med 2-3 senge i hver. Brusere og toiletter var i et separat hus med en vandtank på toppen, så der skulle ikke bruges mere vand end højst nødvendigt. Pigerne var ikke vilde med forholdene, men det var ok, vi var jo trods alt ikke på 5 stjernet hotel. Maden blev serveret i et overdækket område, hvor der også var lavet plads til at dase på tæpper og puder lagt på sandet. Omtalte mad var lavet på stedet og lækker: der var salater, hummus, brød, linsekarry m. ris, marineret grillstegt lam og fisk og sikkert mere, jeg ikke kan huske. Morgenmaden var noget basic, men ok. Hele døgnet var der fri adgang til kaffe, te, vand og cola. Kl.21.30 steg vi alle ind i bilerne og kørte i mørket til skildpaddestranden for at se de æglæggende skildpadder – i håbet om, at der ville være nogen, for nu hvor vi var her, var det vist ikke lige højsæson alligevel… Den er nemlig i juli-oktober, hvor strandene er fyldt med skildpadder og 55 dage efter æglægning også med nyudklækkede skildpadder på vej ud i havet. En skildpadde lægger ca. 100 æg med 14 dages mellemrum i alt 3 gange, så det bliver til noget. Ca. én af disse overlever til at blive voksen, for mange bliver spist af rovdyr på land eller i vandet. Vi så kun én grøn skildpadde, som ikke nåede at lægge sine æg – enten fordi vi forstyrrede den eller (og det var vores rangers forklaring) fordi sandet var for blødt og faldt sammen over hende. Vi var heldige med vores lejr for ejeren, Said, havde fået særlig lov til at benytte denne strand i stedet for nabostranden, hvor der havde været 3000 turister. Said viste sig at være en yderst interessant og venlig herre, som tog os under sine vinger resten af tiden og det bidrog til at gøre ferien helt speciel for os alle sammen. Mere om det senere. Næste morgen kl. 5.00 var der vækning og 15min senere afgang til stranden igen for at se om der skulle være nyklækkede unger – og der var faktisk nogle stykker, så det var da ikke helt forgæves. Af en eller anden grund er der altid nogle turister, som ikke forstår at retningslinjer gælder for alle, så der blev brugt blitz og lygter, der forstyrrede dyrene, der navigerer ved hjælp af lys (bl. a. var der selvlysende plankton i vandkanten). Heldigvis var vi ikke så mange, så det gik ikke så galt, men især børnene var kede af det, når en babyskildpadde fulgte lyset fra en lygte i den gale retning. På nabostranden så vi senere en hun, som mod sædvane kom hver sommer på netop denne strand – normalt vender de tilbage hvert 3.-4. år efter at have svømmet så langt som til Maldiverne. Denne hun havde været i nærkontakt med en haj og havde kun 3 luffer, så, hun holdt sig i nærheden og kom så hvert år på land. Det er utroligt stærke dyr og at se hende bevæge sig over sandet med sine 3 luffer var fascinerende.

Tilbage i lejren var der almindelig badning og morgenmad – lidt senere for Johanssons og Poul, som havde siddet fast i sandet på stranden og havde måttet i gang med at grave. Vi havde planlagt at blive i lejren to dage, for at have en bilfri dag, men på Saids anbefaling besluttede vi at køre til hans ørkenlejr i Wahiba Sands – en beslutning vi bestemt ikke kom til at fortryde!!! Said er en ægte igangsætter, som udover at eje to lejre, et hotel, have to lejre mere på tegnebordet, arbejde på den amerikanske ambassade også læser MBA som fjernstudie i Californien udover de uddannelser, han allerede har efter 7 år i hæren og en uddannelse ”in education”. Han lovede at vise os forskellige ting i den nærmeste by, Sur og senere vise os vej til ørkenlejren. Først var vi på skibsværft, hvor vi så bygning af de traditionelle dows, som stadig bruges til bl a fiskeri, turistfart og generelt til mere repræsentative formål. Dows laves af teak- og cedertræ og traditionelt tætnes de med hajleverolie, som både virker som tætning og som forebygger algevækst på bunden af skibet. Værftet laver også skibsmodeller og jeg faldt for den store udgave, som nu står flot på stuegulvet herhjemme. Bagefter var vi på skibsmuseum – som lige blev åbnet for os, da vi nu kom med Said. Der var ellers blevet sprøjtet mod termitter, men hvis vil ville acceptere lugten var vi velkomne. Forhåbentlig var giften fordampet og kun lugten tilbage. Vi overlevede i hvert fald og fik et spændende indblik i de forskellige dow-typer og deres anvendelse. Så gik turen til hotellet (eller rest-house, som det hedder på de kanter) i Qabila ikke langt fra ørkenlejren. Her fik vi en flot frokost bestående af kylling i karry-ris og yoghurtsalat og Pepsi til (vist nærmest en nationaldrik) – og så kom det pinlige punkt, for hvordan får man lige tilbudt at betale, når det er ved at gå op for én at vi faktisk er blevet inviteret 10 mand høj, bare fordi vi nu var hyggelige og så lige havde spurgt om vi kunne finde frokost et eller andet sted. Det klarede Klaus og vi var nu højligt forbavsede og rørte over den generøsitet vi her mødte. Efter frokost skulle Said lige bede og så var der afgang til hans landsby, hvor vi fik et indblik i hvor avanceret beduinkulturen er. Meget lærerigt for os europæere, der tænker vores, når vi hører om stammeråd osv. Byen er omgivet af en mur med fire vagttårne og lige uden for porten, som låses om natten, er der et guesthouse og bederum, så tilrejsende kan få nattely inden de kan blive lukket ind i byen næste morgen. Familierne holder vagt efter tur. Der er fire komiteer i byen: 1. Uddannelse (sørger for at alle får skolegang, også de familier som ikke har råd), 2. Social (sørger bl a for at ingen mangler midler hvis f eks forsørgeren er blevet dræbt i krig), 3. Økonomi (tager sig af handel)og 4. kan jeg ikke lige huske men måske var det Vand. Et avanceret system (Falaj) sørger for at vandet via kanaler ledes ind i landsbyen fra kilder et par kilometer væk. Vandledningen er T-formet og en gang imellem lukkes den ene side af T’et af så der kan foretages vedligehold på den anden. Om sommeren flytter alle til sommerlandsbyen hvor der høstes dadler og man bor udendørs og sover under et halvtag af palmeblade. Der er også en form for borgmestervalg, hvor familierne vælger en mand, der står for hvervet i max to gange fire år. Han får så med sin familien en borgmesterbolig og bor fint og centralt – men kan væltes, hvis han ikke gør det godt nok.

Efter rundvisning kørte vi til lejren i ørkenen (7km fra hovedvejen, men godt nok langt fra lands lov og ret). Al Areesh er den første af de to lejre, bygget for 8 år siden, men alligevel virker den rarere. Teltene er lavet af presenninger, beklædt med stof indvendigt og palmeblade udvendigt og der er toilet- og badebygninger ligesom i Al Naseem. Udsigten er fantastisk med rødt, blødt ørkensand så langt øjet rækker, og der er lidt flere aktiviteter. Bl a kunne man med lidt held stå på ski i sandet – det virkede nu ikke så godt, men drengene fik da kælket lidt. Alle undtagen Susanne, Mikkel og jeg skulle ud at køre i sandet om aftenen og tog af sted med søsygepiller i maverne, for der er ret meget rutsjebane over sådan en køretur. Said foreslog, at han kørte os tre en lille meget rolig tur, hvilket vi heldig vis lod os overtale til. Mikkel stod på ladet ved vandtanken og vi to delte et forsæde i den gamle truck og fik en stille og rolig tur op på toppen af klitten hvor vi kunne nyde udsigten og solnedgangen, mens vi hørte om hvordan beduinerne bliver inddraget i turisterhvervet. Kvinderne laver kunsthåndværk og skal snart i gang med at lave honning og krydderblandinger, mændene står bl a for kamelture og køreture i ørkenen. Saids familie har sørget for skoletransport for 38 børn i 1-4 klasse indtil regeringen kom forbi og mente at det burde de vist stå for, så sådan er det blevet. Efter solnedgang skulle vi nedad igen og Mikkel tog turen nedad 60m sandklit i løb – og vi ventede så at skulle samme vej tilbage som vi var kommet. NEJ, det skulle vi IKKE. Vi skulle samme vej som Mikkel, hvilket nærmest var lodret. Det var en oplevelse! Men bilen blev kørt lige så stille og roligt at vi nærmest bare gled ned… rutine har man vel når man har kørt i ørkenen siden man var 7år gammel og bedstefar sagde: ”- bare pas på dig selv, du kan ikke komme til at ødelægge noget herude”. Fantastisk.

Næste morgen stod vi tidligt op og var rimeligt glade for at vi ikke havde haft telt ved siden af alle inderne, som havde hujet hele natten og nu startede deres råberi kl. 5. Hvor jeg dog hader, når negative fordomme bliver bekræftet. Nu har jeg hørt så meget grimt om indere og det passer ikke med de indtryk jeg har med mig fra England og Holland, men hvor det dog passer på dem, jeg møder hernede. Øv. Åbenbart er de ikke specielt velkomne gæster, men når der bliver lavet bookings gennem turistbureauer er det svært at sortere sine gæster. Tænk at man skal høre det fra en veluddannet omani, et folk som er kendt for deres venlighed og gæstfrihed. Tsk.

Turen gik så til Al Sawadi Beach Resort nord for Muscat til lidt luksus med swimmingpool, strand, jetski, quadbikes for de aktive og en gang indisk ayourveda-massage for mig. Det var en noget oliet oplevelse (man får engangstrusser, bliver smurt ind af to damer med meget faste hænder og så masseret med varme urter og olie i 45min). Jeg duftede af urter i to dage på trods af både brusebade og klorvand i poolen og lige efter massagen var jeg fuldstændig slatten og afslappet. Herligt.

Hjemturen til Dubai tog vi langs kysten gennem 13 rundkørsler med flotte udsmykninger alle sammen. Nogle af dem var så store at de nærmest lignede parker. Langs vejene i alle lygtepæle var der billeder af Sultan Qaboos og alt var pænt og grønt. Langs motorvejen spillede børnene fodbold og bolden kan så godt forvilde sig ud på vejen ind i mellem – men pyt. Der er også taxa holdepladser langs motorvejen og folk, der blaffer. For slet ikke at tale om dem, der krydser vejen gående. Jeg gentager lige at vi her taler om motorvej hvor bilerne kører mindst 120km/t, som er fartgrænsen. Vildt.

Lige så snart vi nåede grænsen til Dubai kunne vi mærke at trafikken ændrede tempo og da vi kom til byen var det nærmest et kulturchok. Det går bare så stærkt her. Men 1800km siden vi tog af sted 5 dage tidligere, nåede vi Hard Rock Cafe og velfortjente Frozen Margueritas og desserter til børnene. En god slutning på en god ferie i godt selskab…!