APRIL

Feriemålet for april skulle være Maldiverne! Et ferieparadis, der kan få alle Bounty reklamerne til at blegne. Masser af små øer med hver sit hotel og ikke andet at lave end slappe af, snorkle, dykke, svømme og måske læse en bog mens man ligger ved pølen eller på stranden. Familien Tindborg var enige: det lød som alle tiders ide! Indtil vi fik priser fra rejsebureauerne……det er viiiildt dyrt. Godt nok havde vi hørt fra andre at det var lidt pebret, men vi troede vist ikke rigtig på deres fortællinger eller også ignorerede vi bare advarselslamperne. Nå, det korte af det lange er, at vi alle sammen fravalgte badeferien til fordel for familieferien. Tindborgs tog til Kina og vi til Danmark.

Danmark i april kan være både næsten-sommer og stadig-vinter og vi fik lidt dage med begge dele. Luften i Liseleje var høj og frisk og vi fik da kaffe på terrassen både hos os og hos venner flere gange og et par runder i haven blev det da også til. Det var dejligt at se lidt familie og venner igen, selvom det er meget begrænset hvad man kan nå på 5 dage. Heldigvis nåede vi rigtig mange og fik også lige Pia og Thomas’ familieforøgelse med. Ja, vi var endda til middag hos yngstesønnen og hans kæreste for første gang – dejligt! Det varmer at blive budt velkommen af alle, så vi glæder os nu endnu mere til at være hjemme i sommerferien, så vi kan få ”snakket igennem”. Sommerhuset står for udvidelse og byggemødet med tømreren var startskuddet til at vi nu kan komme i gang – selvom det er uden for min forståelsesramme at vi nok ikke kan tage huset i brug igen før januar – jeg mener, vi taler om 40m2 ekstra og det ER da ikke voldsomt. Der skal nok lige forhandles lidt, tror jeg. Nå, foreløbig skal vi ikke regne med at byggetilladelsen er i hus før slutningen af august, så det forsinker jo processen en del.

Vel tilbage i Dubai var vi til Robbie Williams koncert sammen med 24-25.000 andre. Heldigvis havde Klaus været kvik, så der var simpelthen arrangeret bus begge veje. Klog af skade fra andre koncerter havde vi fravalgt selv at køre og det viste sig at være smart. Buschaufføren havde været så kvik at parkere udenfor koncertområddet, så da vi endelig fandt ud af det, kom vi rimeligt hurtigt på motorvejen og hjemad. Andre benyttede sig af at have 4-hjulstrækker og tog den ind over ørkensandet. Koncerten havde været genstand for en del ”hype” på forhånd, det kan vel ikke undgås med et verdensnavn, som ham. Billetterne blev udsolgt på 3 timer – dvs. indtil arrangørerne fandt ud af at de havde reserveret 2500 billetter til sig selv, som de satte til salg, dog uden den store succes. Faktisk kunne man købe billetter ved døren til selve koncerten. Ærgerligt for dem, som havde købt deres billetter af hajer på nettet til 3-dobbelt pris.  Vi kom tidligt for at få gode pladser og havde som sædvanlig medbragt rigelige madforsyninger, så mens damerne gik på toilettet efter tur (tænk, der var stort set ikke kø nogen steder) hentede mændene øl, vin og vand i spande med is. Gevaldig hyggeligt!!!! Robbie kom på scenen ½ time for sent (da havde vi ligesom siddet på vores respektive plastikstole i ca. 3½ timer) og underholdt i 2 timer med humor og energi. Han fik endda sunget fødselsdag til Dronning Elisabeth! Jeg synes ikke det var dén helt vildt fantastiske showoplevelse, jeg havde regnet med (Mr. Williams syntes vist også her var lidt varmt. Helloo: vi er i ørkenen, hvad kan man så forvente?). Men det var en dejlig aften og det er jo altid skønt at være ude i gode venners selskab, så det er bestemt ikke sidste gang, vi har været til koncert.

Martin er kommet hjem fra sin første tur som Juniorofficer på Columbine Mærsk – han er nu blevet rigtig voksen – men ikke for voksen til at komme på ferie hos mor og far. Så efter en uge hjemme i Svendborg landede han i Dubai til en god uges dykker- og golfferie. Som altid, når man har med naturen at gøre, sker der ændringer og aflysninger, så han har ikke helt fået de dyk, han havde booket. Den ene dag var han den eneste booket til et deepwater-dyk, så det blev udsat – desværre til en dag hvor vejret var for dårligt til at det kunne lade sig gøre. Men det har helt sikkert været sjovere end i juleferien, hvor kurset næsten kun handlede om teori og begynder-dyk. Så han glæder sig allerede til at komme herned til september, hvor de har lovet ham det sidste dyk. Golf med Poul var han også helt varmet op til efter at have været adskillige gange på driving range enten mens vi andre var til fitness eller sammen med mig. Det blev en rigtig far-søn dag med god golf – og hvad lavede jeg så? Jo – typisk for Dubai var jeg til fitness og bagefter manicure og pedicure. Stereotyp? Selvfølgelig, hvorfor ikke?

Dubais vartegn, Burj al Arab hotellet, som alle har set på billeder hernedefra, står for os almindelige dødelige som noget helt, helt uopnåeligt. Det koster mange tusinde kroner at overnatte eller blot spise der, så det er ikke lige dér vi får vores lørdagsmiddag hver uge. MEN der er en mulighed for at komme ind og nyde udsigten og hotellet, som er indenfor det opnåelige: Afternoon Tea i Skyview Restaurant på 27. etage. Godt nok koster det Dhs220 (kr375) pr kuvert, men så skulle det gerne være absolut perfekt og så kan man sige, at man har været der. Vi kunne have valgt den dyre udgave med champagne og jordbær – men til Dhs300 (kr510) var det trods alt for vildt for vores danske jordbundne mentalitet. Vi blev gjort opmærksom på, at man skal komme i ”smart casual”, hvilket for mænd vil sige at shorts, jeans, sandaler, sportssko, T-shirt uden krave ikke er tilladt, samt at børn under 21 ikke må komme ind og fotografering er forbudt af hensyn til de andre gæster.

Nu kan jeg høre jer spørge: var det så det værd? NEJ, det var det ikke!! Menuen manglede en hel side hos både Poul og Martin, de kom med forkert te flere gange, vinduerne var møgbeskidte, så man ikke kunne se udsigten ordentligt, de kom med forkerte sandwiches, vi måtte selv bede om vores scones, folk fik lov at tage billeder hen over hovederne på os (en af tjenerne tog endda billeder af en familie), en hel familie med små børn kom myldrende og mænd i jeans og alm. T-shirt kom ind uden problemer. Flueknepperi? Måske, men til den pris SKAL det bare være i orden og så er der ikke plads til rod. Teen var ok, sandwiches og kager ligeså. Vores scones var friske og gode og marmeladen (da vi fik den fisket op med vores egne knive) smagte glimrende. Vi gik derfra mætte og en oplevelse rigere, men luksus, kan jeg ikke kalde det!

Næ, må jeg så bede om golfklubben!! Der er tre restauranter i klubben og den ene (Le Classique) er absolut førsteklasses. Her skal man komme i pænt aftentøj (herrerne gerne jakke og som minimum skjorte & slips – og har de ikke det, så må de låne!), der er udsøgt betjening, ualmindelig lækker mad, live underholdning og alt sammen til meget rimelige priser (til sammenligning får man her to retter og derefter kaffe for Dhs150 = kr250 og som medlem 20 % rabat). På Burj blev vi bedt om at udfylde et af de sædvanlige skemaer om, hvor tilfredse vi var med besøget – herunder vores favorit restaurant i området. Som et lille hip til dem skrev jeg Le Classique – det er da pinligt at en golfklub kan præstere bedre for betydeligt færre penge end et såkaldt 7stjernet hotel!

Te-oplevelsen sættes lidt i relief af de mennesker, jeg møder på min vej – her er tre af deres historier:

AYNA

I flyet fra Wien til Kbh. spottede jeg én af de 99 % tildækkede på vinduespladsen i vores række og mente nok det var bedre, at jeg satte mig i midten, dér ville Poul nok ikke være populær. Denne store kvinde med flotte, brune øjne satte sig til rette og luftede alle gevandterne, så der undslap en lugt (duft dækker ikke her) nærmest som gammel ost. Jeg var ved at kaste op og tænkte, at 1½ time overlevede jeg ikke! Surprise... hun talte dansk, hed Ayna, var 26 år gammel og fra Somalia. Da jeg havde vænnet mig til lugten og hun ikke længere luftede sådan ud under gevandterne gik det nogenlunde og jeg kunne høre hendes historie. Efter 10 år i Dk var hun nu rigtig dansker med det rødbedefarvede i tasken - stolt som en pave (eller imam, kan man det?). Ayna boede oprindeligt i Dragør og tog til Ishøj hver dag for at gå i skole, hvor hun klarede sig flot.  Dansk på 9 og 10 klasse niveau med 10 i skriftlig og 13 i mundtlig til eksamen er ikke til at kimse af. Hun har læst Frøken Smilla og synes Helle Thorning er sej. Efter folkeskolen blev hun uddannet skræller - øh, nej skrædder, de bløde d'er er svære trods 13-tallet. Nu arbejder hun i en integrationsbørnehave på Amager, da hun både taler somali, swahili, engelsk, dansk og forstår svensk. Gift med somalier (6år i dk), som arbejder som buschauffør og som hun selv underviser i dansk. Sammen har de en søn på et par år og hun er "lidt" gravid m nr. 2 (kun 1 måned henne, derfor "lidt"). Ayna går ikke i moskeen, for der er for meget sladder og bøvl & ballade, så hun klarer sig med bøn hjemme i lejligheden på Amager og Internettet til koranlæsning.. Muhammed har nemlig sagt, at kvinder gerne må bede hjemme, hvis de har for travlt med at passe familien til at kunne gå i moskeen. Tsk tsk, de kunne måske ellers godt bruge et break ind i mellem. Men han var jo en praktisk mand, denne Muhammed. Ayna blev forældreløs som ganske lille, da faren blev dræbt af landevejsrøvere og moren (i sorg?) brændte sig selv og døde. De tre søstre blev bortadopteret til tre forskellige familier og bor nu i Finland, Kenya og Dk. Ayna blev behandlet dårligt af adoptivfamilien – de brækkede hendes ben sagde hun - og nu er hun så stolt af sit liv. Fortalte selv, at når hun blev spurgt om sit slør forklarede hun bare, at det både var hendes tradition og religion - og så var den ikke længere.  Jeg så et billede af manden - og han stod med store, trætte øjne og ventede, da vi kom ud med vores bagage - Ayna skulle nok hente sin i odd-size-luggage, forestiller jeg mig. Hun havde nemlig lige været 3 uger i Somalia hos svigerfamilien - uden sønnike – så det er intet under at farmand så lidt træt ud. Man bliver klogere, gør man, og hvor er det dejligt at fordomme kan skydes i sænk!

LITA

Som luksus expat skal man jo have ordnet negle ind i mellem – især da når man skal på ferie derhjemme. Så duer det ikke at se for uplejet ud. Alle ved jo, at som expat har man ikke andet at lave end at få massage og manicure og pedicure og hvad ved jeg… hvorom alting er, har jeg for nylig fået lavet negle på et af byens dyre hoteller. Prisen til trods er håndklæderne slidte og der er ikke individuelle manicuresæt til hver kunde som hos nogle af de lidt mere ydmyge steder, så jeg kommer nok ikke igen, for infektionsfaren er trods alt ikke noget man skal spøge med, når der bruges sakse og knive en masse.  Salonen hedder Magdalenas Fingers og har pt én phillippiner ansat: Lita. Lita er en voksen kvinde, som har boet i Dubai i over 20 år – efter at være blevet skilt fra sin mand, har hun sørget for, at de tre børn er kommet godt i vej og nu arbejder hun for at kunne sikre sin alderdom. Hun har mange stamkunder og eeelsker at snakke/sladre - også om arbejdsforholdene. Før i tiden boede hun på et værelse på hotellet – indtil manageren fandt ud af, at det ville være mere rentabelt, at finde billige boliger til de ansatte og så få frigjort hotelværelser til gæster.  Nu får Lita, så et tilskud til bolig (ikke nok, forstås), men dertil kommer så den lille detalje, at der kommer transportudgifter oveni. Offentlig transport er mildt sagt uberegnelig, så ind i mellem er hun nødt til at tage en taxa for at nå frem til tiden. Hun havde så spurgt chefen om ikke hun kunne få et transporttillæg, nu hvor lønnen jo reelt blev udhulet af den manglende bolig. Efter seje forhandlinger, hvor Lita truede med at sige op fik hun endelig Dhs400 – noget af en sejr, må man da sige. Arbejdsdagen er lang – meget lang. Officielt fra 10-20, men ofte bliver den 21 inden der er ryddet op og gjort klar til næste dag. Ingen frokostpause, for kunderne er booket lige efter hinanden, så det bliver kun til lidt junkfood ind i mellem. Fridage kan hun også se i vejviseren efter, hvis der er brug for hende på jobbet. Men alligevel kan hun lide sin chef og siger, hun er som er god ven (med sådan en ven, hvem har så brug for fjender?). Ja, helt utilfreds kan hun ikke være, for hun er ved at oplære sin datter til at arbejde i salonen sammen med sig. Datteren skal så bo sammen med mor – det skal nok gå godt! Både bo og arbejde sammen i små rum for begge deles vedkommende. Ferieturene hjem er ikke så attraktive, synes Lita, for familien derhjemme forventer gaver i stride strømme fra den hjemvendte med penge på bankbogen – og så forsvinder formuer hurtigt.  Børnene har hun trods alt tæt på med én som fremtidig kollega og en søn der er maskiningeniør i Qatar. Litas historie er langt fra enestående.

ENOKA

Enoka kommer stadig og gør rent og stryger for mig. Hendes hverdag er ikke for sjov heller, så når hun endelig kan fortælle om lidt hygge, bliver jeg så glad. Jeg havde givet hende fri Skærtorsdag, så hun kunne gå i kirke eller hvad hun nu havde lyst til i påsken og selvom Roger (ifølge Enoka ”Sudani muslim – bad man” og derudover manager hos Ready Maids) ikke forstod en meter, da jeg ringede og bad ham arrangere det og endda kom til at sige, jeg ikke skulle betale, så fik hun sin fridag. Men lad os nu se, når regningen kommer, så står dagen nok på og det er fint nok. Roger er ikke den skarpeste kniv i skuffen – i hvert fald ikke når der skal regnes. Forrige regning havde en dag for meget skrevet på, så den lød på Dhs1000, med rabat på 15 % blev det så Dhs850. No problem. Den ekstra dag skulle jo så trækkes fra – og dermed skulle rabatten beregnes på Dhs900 og ikke 1000 – men det blev for meget hovedregning, så jeg fik stadig rabatten på de 150 i stedet for 135. Under normale omstændigheder ville jeg have gjort opmærksom på fejlen, men i dette tilfælde valgte jeg at ignorere det og så fik Enoka et ekstra telefonkort i stedet. Retfærdigheden er sket fyldest.  

Enoka var på udflugt Langfredag til Al Ain sammen med en busfuld andre quinder fra Sri Lanka og det havde været alle tiders dejlige dag. De havde sunget, spist den medbragte mad og haft det dejligt hele dagen til de udmattede vendte hjem ud på aftenen. Til hverdag er der nemlig ikke meget sjov - de bor for tæt (nu 10 køjesenge mod før 5 eller 6 alm. senge på værelset), skændes om musikken (så nu er den forbudt), skændes om badeværelset, sidder for mange i bussen osv. Bussen kører for stærkt, for de kommer for sent, når de skal nå så mange huse og så klager de forskellige madams og så får chaufføren skæld ud, og så sker der uheld (alligevel er det er kun selve bussen, der er forsikret). Et tungt liv. Vinduespudseren, Lal som jeg gerne bestilte samtidig med at Enoka var her, er taget hjem - hun var ikke særlig meddelsom om hvorfor - men efter at have haft en anden til at vaske vinduer, hvor Enoka måtte bruge hele formiddagen til at rydde op efter hende, er vi nu enige om, at jeg bare bestiller Enoka en ekstra dag og så gør hun det selv.  Så er der en dag mere i et hus, hvor hun får lov til at passe sig selv og ikke skal spekulere så meget. Jeg tror dog ikke hun har mange svære arbejdspladser, for hun sorterer med hård hånd. Kommer hun hos arabere gør hun sit arbejde dårligt og bliver ikke bedt om at komme igen, så de fleste er europæere eller japanere. Hokus pokus. Hun planlægger at sige op og tage hjem til Sri Lanka til januar næste år i stedet for at tage på ferie her i april. Efter 3 mdr. hjemme vil hun så komme tilbage på visit visa og finde en privat sponsor. Jeg håber og beder til at det lykkes for hende, hun fortjener det… Sagarika må så savne sin mor nogle år endnu, men til gengæld får hun et forspring frem for mange andre, når mor nu kan betale for en god skolegang hjemme i Sri Lanka.

Derhjemme har vi så travlt med at have ondt af os selv og somme tider har vi nok også ret i vores beklagelser. Man skal ikke måle hverken sin egen lykke eller elendighed mod andres, men derfår kan man jo godt reflektere lidt over livsvilkårene i andre dele af verden. I 100.000vis af mennesker vælger at forlade hjemlandet for at arbejde under kummerlige forhold (efter vores standard, ikke altid efter deres egen) for at rige mennesker som os kan bo og leve i luksus. Til gengæld gør de det i fuld bevidsthed om, at deres børn og familier hjemme vil få en bedre fremtid og derfor gør de det med en vis stolthed og glæde. Desværre er det for nogen for hårdt og de kan ikke klare det pres de udsættes for med hårdt arbejde og dårlig behandling, for enkelte er der kun én udvej og det er selvmord. Vi læser om det i avisen – altid beskrevet som forårsaget af psykologisk sygdom (det er måske ikke helt forkert, selvom årsag og virkning ikke helt fremgår) og en ny trend for de desperate kan hurtigt komme til at berøre uskyldige: nemlig selvmord ved at gå over motorvejen i håbet om at den stakkels bilist, der rammer dem, kommer til at betale blodpenge til den dræbtes familie. Og her taler vi i reglen om Dhs200.000 – hvilket vil sige på den rigtige side af kr340.000, et beløb de aldrig nogen sinde selv ville kunne spare op. Jeg ved ikke hvor ”populær” den udvej er, men det er sket flere gange allerede. Skræmmende! På Sheik Zayed Road er de ved at sætte over 30km hegn op i midterrabatten for at forhindre fodgængere i at krydse – men de har lige glemt, at de fleste fodgængere har ikke anden udvej, hvis de skal over vejen. Der er enkelte fodgængerbroer, men de ligger laaaaaangt fra hinanden. Igen kaster man brønden til efter barnet er druknet – men glemmer at sørge for vand andet sted fra for nu at blive i billedsproget.

Apropos, så er det nu blevet private husejere påbudt at sætte hegn op omkring deres swimmingpool i haven – efter et lille barn druknede i familiens egen pool for et par måneder siden. Ingen kommentar..

Til gengæld vil vi nu gå ind i maj måned og selvom vi savner foråret i Danmark og kan se frem til at vi snart kommer til at opholde os meget indendørs (her har allerede været temperaturer på 42C), så lever vi et luksusliv og vi sætter pris på det og hinanden hver dag.